Litteraturen er en helt særlig kunstart. Mens man læser, bygger man som læser sit eget univers op, som vi ud fra nogens fortælling, dens stil, personer og handling, skaber inde i vores eget hoved. Læseren er en lige så vigtig medskaber af litteraturen som forfatteren – selv om vi selvfølgelig godt ved, at uden forfatter var der ingen bog!
Ser vi bort fra kriminalromanerne, der stadig udgives i flok og følge, er det i øjeblikket det, vi kalder for autofiktion, som fylder meget i litteraturens landskab. Det er bøger, der ofte er skrevet af forfattere, der har haft en personlig problemstilling, som de har kæmpet – og måske stadig kæmper – med, og som de så bearbejder i romanens form. Der er mange af denne type forfattere på banen i disse år –
Jesper Stein med sin bog om forældrenes krise, ‘Rampen’, er én af dem, og Leonora Christina Skov med sine to bøger om hendes proces med at springe ud og blive afvist af familien på grund af dette, er en anden.
Det kan være hårdt at ernære sig som forfatter, og i realiteten driver man en skribentvirksomhed, som man i nogle tilfælde kan have brug for at finansiere. Det kan man blandt andet med et lån fra qred.com/da-dk, men mange forfattere får også støttemidler fra fonde og det offentlige.
En forfatter med særligt blik på det fattige liv er Thomas Korsgaard, der nu har afsluttet sin trilogi om drengen Tue, der vokser op i et fattigt miljø ved Skive og flytter til København for at prøve at slå igennem som forfatter. Han beskriver det både materielt og åndeligt fattige miljø, som han udspringer af, og hvilken kamp det er at komme til at kunne begå sig blandt medlemmerne af den kreative klasse i København. Han beskriver, hvordan han som hjemløs må låne sofaer hos venner og veninder, inden han slår igennem med en bog og kan få sig sin egen lejlighed.