Mennesket har dyrket fortællingen lige så længe, som vi har haft sproget. Vi kan forestille os, at urtidens mennesker sad omkring lejrbålet og lyttede til historier, som blev fortalt af den ældste i stammen, eller den, der ellers havde ordet. På den måde blev der skabt en fælles kultur og overleveret viden om, hvordan man skulle klare sig mod andre stammer, rovdyr og en måske barsk natur. Fortællingerne har vi også set udmønte sig i de oldgamle hulemalerier, som findes i både Europa og de fleste andre verdensdele.

Siden blev historierne nedfældet på skrift, og litteraturen var født. I Norden var det i vikingetiden, som varede fra ca. 800 e. Kr. til 1050 e. Kr., at det, vi i dag kalder den norrøne litteratur blev nedfældet på skriftruller. Det var munkene, der gjorde dette, men baggrunden var fortællinger fra oldtiden, som nu fik et efterliv, fordi de blev skrevet ned og kunne videregives til eftertiden.

Edda-digtene

De berømteste litterære værker fra vikingetiden er Edda digtene, som er opdelt i den såkaldt yngre Edda og den ældre Edda.

Eddaerne er først nedskrevet lige efter det, vi definerer som vikingetiden, men foregår i denne periode. De handler om gudelivet med de oldnordiske guder og beskriver deres liv, og de skildrer livet gennem de såkaldte skjaldekvad, altså digte eller sange, der blev fremført af typisk omrejsende skjalde, der gik fra landsby til landsby og fortalte deres historier mod mad og nattely.

Det er fra eddaerne, at vi kender til den nordiske gudeverden med Odin, Thor, Ve og alle de andre aser, vætter og andre skikkelser. Mest berømt er digtet ‘Vølvens spådom’ fra den ældre edda, hvor det indgår som det indledende digt. Her fortæller en spåkvinde eller kultleder, en vølv, om jordens skabelse, dens undergang og dens genskabelse.

Edda digtene er meget dragende i deres form – de er skrevet på vers og er fyldt med bogstavrim, som er et af kendetegnene fra den ældste nordiske litteratur.

Sagaerne

Fra vikingetidens fortælletradition har vi også bevaret et andet af de ældste nordiske fænomener inden for litteraturen, nemlig sagaerne. I modsætning til eddaerne er der tale om prosatekster. De giver et billede af livet i vikingetidens slægter – derfra kender vi begreber som blodhævn og andet, men reelt er sagaerne fiktion, baseret på mundtlige fortællinger. Men de har været fortællinger, som har været med til at lægger normerne fast for datidens befolkning, og på den måde fremstår de som meget realistiske historier.

Nogle af de mest berømte sagaer er Njals Saga og Egil Skallagrimssons saga. Den sidste foregår midt i vikingetiden, nemlig i 900-tallet, og fortæller om Egil, der både var kriger og skjald – og godt kunne lide en kop mjød i tide og utide.

Mange danske forfattere er blevet inspireret af den oldnordiske litteratur Mest markant i guldalderen i 1800-tallet, hvorfra vi blandt andet kender Oehlenschlägers ‘Guldhornene’.

Skriv et svar